Det er lang tid siden, jeg sidst har skrevet her på hjemmesiden. Der er sket meget siden sidst. Desværre nogle meget ulykkelige omstændigheder.
For lidt over to måneder siden (d. 30. maj, for at være præcis), tog vi spændte og ubekymrede til 20-ugers scanning på Rigshospitalet. Det var nu vi forhåbentlig ville få at vide, om vi skulle have en lille dreng eller pige. Det fik vi ikke at vide. Sygeplejersken, der foretog scanningen, havde lidt svært ved at finde ”et eller andet”, og skulle lige have en kollega til at hjælpe. Dér gik det op for os, at der er noget galt. Vi blev sat ind på et kontor, hvor vi sad alene og ventede i uvished om, hvad der var galt. Vi ventede i hvad der føltes som evigheder, indtil en læge havde tid til at foretage en scanning. Først da en anden læge bekræftede scanningen, fortalte de, hvad problemet var: vores lille barn havde rygmarvsbrok. Lægen prøvede kort at forklare hvad det betød, og sørgede samtidig for, at vi kunne komme til at tale med en speciallæge.
Speciallægen havde først tid dagen efter, så vi blev bare sendt hjem. Overladt til tanker og frygt; hvad skal der ske med vores barn.
Speciallægen fra neonatalafdelingen kunne dagen efter fortælle os, hvad vi i løbet af aftenen havde fundet ud af selv. Rygmarvsbrokken ville påvirke barnets gangfunktion, urin- og tarmfunktion. Derudover ville barnet udvikle vand i hovedet og som følge heraf også blive mentalt handikappet. Det ville på ingen måde blive et normalt eller værdigt liv for vores lille barn.
Det barmhjertige valg, og det eneste valg vi følte, vi kunne vælge, var at afbryde graviditeten, selvom det var sent. Der skulle ordnes nogle formalia og gives tilladelse til den sene afbrydelse af svangerskabet. Når en graviditet afbrydes så sent i forløbet, er det mest skånsomme for kvindens underliv at det foregår som en normal fødsel frem for et kirurgisk indgreb.
Dagen efter, d. 1. juni, blev vi ringet op. Tilladelsen var givet, og vi kunne igen drage til Rigshospitalet. Denne gang for at afbryde graviditeten.
En lille pille var alt der skulle til, for at forberede livmoderen på at føde (og slå vores barn ihjel). Vi var dog ikke forberedt på, at vi derefter skulle vente yderligere to dage, før selve fødselen ville blive sat i gang. To dage, hvor Helene skulle gå rundt med et døende barn i maven. To dage, hvor verden stod stille. Vores drømme og forventninger til fremtiden var med ét taget fra os. Alt hvad vi få dage tidligere havde glædet os til, ville ikke blive til noget.
Ventetiden var ulidelig. Et tomrum med intet godt at se frem til. Der var kun visheden om at Helene snart skulle føde et dødt barn. Vores barn. Det var skræmmende.
Søndag morgen d. 3 juni, tog vil igen på Rigshospitalet. Fødslen skulle sættes i gang. Piller hver tredje time skulle fremprovokere en fødsel. Det kunne tage op til 48 timer. Imens kunne vi bare vente. Smerterne tog til og sidst på eftermiddagen, fik Helene lagt en epiduralblokade. Der gik dog ikke længe før dét ikke var nok til at mildne smerterne, og hun blev givet endnu stærkere bedøvelse. Det så ud til, at fødslen ville trække ud til næste dag.
Uden varsel, lidt før midnat skete der noget. På få minutter fødte Helene en meget smuk men også meget lille pige på 35 cm og 309 gram. Hun var fuldstændig velskabt. Små negle på fingrene, øjenbryn og små lyse hård på hovedet. Og hun var levende!
Til vores og jordmoderens store overraskelse levede vores lille pige. Hun lå stille, men hendes hjerte slog tydeligt. Vi lå med hende og holdt om hende, kyssede hende og talte til hende, velvidende hvad der ville ske. Vores tapre lille datter forsøgte at holde fast på livet, men som minutterne gik, blev hun koldere og efter en time holdt hendes lille hjerte op med at slå. Hun var væk for altid.
Det hele var gået så hurtigt. Få dage tidligere, havde vi glædet os til at blive forældre til oktober. Nu var vi blevet det længe før tid. Vi havde fået vores barn – en dejlig lille pige – og i næsten samme øjeblik var hun væk. Det var så uretfærdigt. Hvorfor skulle vores lille pige dø? Hvorfor skulle det gå så hurtigt? – bare vi havde haft en dag, en time, et sekund mere med vores lille pige.
Den kommende eftermiddag tog vi hjem fra hospitalet og de efterfølgende dage blev brugt på praktiske gøremål. Fødslen og dødsfaldet skulle meldes til kirkekontoret. Bisættelsen skulle arrangeres osv.
Vi har navngivet hende Juni Romme Berg-Sonne og hun blev bisat d. 8. juni ved Rigshospitalets kapel, og hviler nu på de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård.
Nu, 2 måneder senere, går der ikke en dag, der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på hende, og savner hende.
Vores lille charmetrold, Theodor, er nu hele 12 dage gammel, og der er sket rigtig rigtig meget i løbet af den korte tid. 
